San Francisco er efter min mening den mest interessante by i USA. Her er atmosfære, stemning og miljø i en grad, som alle andre amerikanske byer må misunde denne perle ved Stillehavet. Her er min guide til byen, som jeg sætter så stor pris på.

Jeg elsker San Francisco. Det er min absolutte ”home town” i USA, og jeg har været i byen et utal af gange. Jeg tror aldrig, jeg bliver færdig med den by. Det er let at komme i kontakt med folk, og jeg har fået flere gode amerikanske venner gennem den gode skik, at man rent faktisk snakker med folk ved bardisken, i dineren eller ved restaurantbordet.

Det specielle ved byen er, at den ligner en europæisk by med forretningsgader og masser af små bymiljøer og byrum, som er direkte hyggelige – og det er man just ikke vant til i USA. Byen har besøg af mere end 21 millioner turister hvert år, og en meget stor andel er europæere, men amerikanerne valfarter også til byen, fordi den også for dem er speciel.

Der bor knap 700.000 mennesker i byen, og de er rige i forhold til resten af USA. Gennemsnitsindkomsten er høj, og antallet af fattige tiggere på gaden er lavt i forhold til f.eks. Los Angeles eller sydstaterne – men de ses i gadebilledet. San Francisco er generelt en sikker by at færdes i. Hvis man bruger sund fornuft, kan man godt gå hjem fra et værtshus klokken tre om natten midt inde i byen, og det er usædvanligt i en amerikansk storby. Man skal bare holde sig fra det lille kvarter Tenderloin lidt syd-øst for Union Square. Det er ikke farligt at gå der, men det er heller ikke behageligt. Kvarteret har tre herberger for hjemløse. De hjemløse, der ikke får sengeplads, render rundt i gaderne, fulde og irriterende at høre på.

Bøsser og lesbiske sætter deres præg på San Francisco. Man ved ikke præcis hvor mange bøsser og lesbiske, der bor i byen, men 150.000 er et tal, som selv bystyret vil stå inde for. Det virkelige tal er formentlig en del højere. Bøsser og lesbiske har stor politisk indflydelse i byen af historiske årsager, og de står sammen, når der skal vælges til byens råd.

Men det er sjovt at tænke på – i hvert fald for mig – at statistisk set op mod hver anden mand, man møder på gaden, er bøsse. De bor især i Castro, hvor hvert dørskilt vidner om, at her bor par af samme køn. Hvis man ikke i forvejen kender regnbueflaget, ”pride flag”, kommer man helt sikkert til det i San Francisco. Flaget blev oprindeligt designet af kunstneren Gilbert Baker for San Franciscos LGBT-grupper i 1978, og det blev på få år udbredt som det internationale flag for bøsser, lesbiske, bi- og transseksuelle. Flaget vejer overalt i byen, og det er nu optaget i FNs flagregister som officielt flag for LGBT-personer og grupper verden over. Seks regnbuestriber med den røde stribe i toppen af regnbuen.

Prøøøøv det:

Som turist bør man mindst en gang prøve at køre i kabeltrukken sporvogn. De gamle cable cars kører mest med turister, og det er en sjov oplevelse. Men lad være med at stå i kø i en time i krydset Powell and Market. Af en eller anden årsag – sikkert fordi det står i alle turistguider – stiller folk sig altid op der, men det er slet ikke den mest spændende rute. Gå i stedet en kilometer længere ned ad Market Street (mod Marcus tårnet) og find krydset California Street og Market Street. Herfra kører California Line, som virkelig kan få en almindelig tovbane til at ligne det rene vand. Det er en af de mest spektakulære oplevelser i nogen by i verden.

Men før man stiger på sporvognen – der er som regel aldrig kø – skal man lade som om man ejer en million dollars og gå ind i Hyatt Hotel med den roterende restaurant oppe på toppen. Hotellet ligger på hjørnet. Tag de rullende trapper op i hotellets foyer og fornem, hvorfor dette hotel hører til de ti mest forunderlige moderne byggerier i verden. Her går etagerne indad. Man tror det er løgn. Tag elevatoren til 14. etage og lad som om du er gæst. Gå hele vejen rundt – du ender ved elevatoren – og stop ved vinduet med udsigt ud over hele havneområdet, Embarcadero Building og Oakland Bay Bridge. Der står en cola-automat til højre, og man kan godt stå der en colas tid. Husk at hilse pænt på personalet, så de tror, at du er gæst. Selv om vinduet er tonet, kan man godt tage nogle pragtfulde billeder gennem det.

Før man stiger på sporvognen, kan man også slå et smut ud på den pier, som ligger ud for Embarcadero Building. Man skal gå højre om bygningens Marcus-tårn. Der ligger en glimrende restaurant ude for enden, hvor det er OK at få sig en øl eller en kop kaffe ude i det fri samtidig med, at man nyder udsigten over den toetagers Oakland Bay Bridge. Der sidder altid folk og fisker og hygger sig, og der kommer ofte store skibe forbi. Man kan ikke se Golden Gate Bridge fra denne pier, så lad være med at gætte på, om nogle af de andre broer mod vest måske kan være den.

Den helt store turist-ting i San Francisco er fiskernes gamle anløbsplads, Fisherman’s Wharf. Herfra sejler bådene til det gamle fængsel Alcatraz. Efter min mening er der alt for meget gøgl over det område, men hvis man gerne vil sige, at man har været der, bør man drage ud på Pier 39 og hilse på de fredede søløver, der har slået sig ned på den venstre side af Pieren. Det er en munter oplevelse at se søløverne ligge og dase på pontoner. Flokken er ikke ført hertil for turisternes skyld. Den har ganske enkelt selv bestemt, at her bor den. Søløverne må ikke fodres eller på nogen måde generes. Så vanker der store bøder.

Om det er værd at stå i kø for at besøge Alcatraz? Det ved jeg ikke. Jeg har aldrig været der, og jeg vil aldrig spilde et sekund af mit liv på at besøge et gammelt amerikansk fængsel.

Broen. Ja, den er betagende. Golden Gate Bridge ligger lige i indsejlingen til San Francisco Bay.

Golden Gate Bridge

Man kan køre over broen. Kør fra syd mod nord. Det er gratis. Lige når man er kommet over broen svinger man til højre og parkerer på den store udsigtsplads. Jeg ved ikke, hvordan man kommer tilbage derfra, men kører man nogle kilometer længere frem kan man komme af igen ved en af de mindre byer og vende om. Man kan også fortsætte mod nord op i vinlandet til Sonoma og Napa ad denne vej. Det tager en time at køre til Napa.

En mere fascinerende oplevelse er det at gå over broen. Enten stiller man bilen på P-pladsen på sydsiden eller på nordsiden og går over. Det tager en halv time til tre kvarter hver vej. Der kører bus fra Union Square via Geary Street til Golden Gate P-plads syd. Man skal skifte én gang.

Uanset, hvad man tror på i denne verden, så bør man gå i kirke i San Francisco. Glide Memorial Church (metodistkirke) 330 Ellis Street (hjørnet ved Taylor) er et forrygende sted. Bill Clinton var her søndagen før han skulle vælges, og søndagen før han skulle genvælges. Her hedder præsten Cecil Williams, og han er kendt i hele USA, for at være en af de mest progressive præster, man kan opdrive. Her får man ikke en gudstjeneste, men en ”celebration” med fest, farver, kor og musik i lange baner. Koret er kendt, og dets musik kan købes på CD i kælderen efter højtideligheden.

I Glide er der plads til alle, og tror man ikke på Bibelen, kan man bare skrive sin egen. Tror man på sig selv, tror man på Gud og det liv, han har givet os, så er man bare helt OK, og vil man være med til at hjælpe sine medmennesker, er det endnu bedre. Glide har et enormt hjælpeprogram. Lige ved siden af kirken har man bygget et low income herberge, og dagligt bespiser Glide et par tusinde fattige og hjemløse i samarbejde med byens mange hoteller og restauranter, der leverer ”overskudsmad” til Glide, der ved hjælp af flere hundrede frivillige får maden fordelt til Glides folkekøkkener.

Der er to “celebrations” hver søndag – klokken 9.00 og 11.00. Kom i god tid! Folk står ofte i kø for at komme ind. Der er plads til 500 i kirken, men den bliver meget hurtigt fyldt, så mas dig frem i køen. Efter den første sang siger de ”embrase your brothers and sisters”, og det betyder at man giver sidemanden til hver side et knus. Og det gør man bare. Der er kollekt som i alle amerikanske kirker, og her lægger man nogle dollars i poserne, der kommer rundt.

Man er aldrig i tvivl om, hvornår man skal synge og klappe med og teksterne bliver vist med projektor og gammeldags lysbilledapparat på væggen. Her er ingen salmebøger. Lyt godt efter, hvad Cecil egentlig siger. Jeg har været der mange gange, og jeg har altid følt, at jeg har fået nogle universelle ord med derfra. Han er ikke prædikant, som vi kender det fra amerikansk TV. Han taler om menneskelige relationer i almindelighed, og det kan man faktisk blive særdeles klog af. ”Our time is now” er en vigtig sætning. Med det mener han, at vi skal leve nu og få det bedste ud af tilværelsen. Vi skal ikke drømme os til paradis. Det har vi ikke tid til, for vi lever lige nu. Lyt. Cecil er en klog, sympatisk og morsom mand. Hvis alle gudstjenester var som i Glide, ville jeg gå i kirke hver søndag.

Uanset hvad man er til, så er et besøg i bøssernes Castro et must. Det er et af de få steder i verden, hvor man kan få en fornemmelse af, hvad det vil sige at være heteroseksuel i en bøsseverden – det omvendte af, hvad de fleste bøsser oplever i det daglige.

Street cars, F line on Market Street

For at komme til Castro, som ligger i den sydlige ende af Market Street, vil jeg anbefale, at man tager en af de historiske sporvogne – streetcars – som kører op og ned ad Market Street. Man føler sig fuldstændig hensat til en sort-hvid amerikansk film fra 30’erne – bare med farver på. Det er sporvogne fra 20’erne og 30’erne samlet ind fra hele USA og restaureret til det næsten perfekte. Tag linje F mod Castro. Det koster en dollar, som man propper ned i automaten hos konduktøren.

Kør til stoppestedet ved Church Street eller stoppestedet lige efter. Hold øje med supermarkedet Safeways på højre hånd. Man skal et par stop længere end Safeways. Gå ad Market Street og drej derpå til venstre ved Castro Street, hvor det kæmpemæssige Pride flag normalt er til tops døgnet rundt. På Castro Street vrimler det med butikker, caféer, restauranter, boghandler, modeshopper etc., som alle sammen er tilpasset beboerne i området.

Det er i 575 Castro Street, og i dette område filmen Milk er optaget. Harvey Milk kæmpede i 70’erne for bøssers rettigheder, og han blev som den første åbne bøsse valgt til San Franciscos byråd, hvor han også blev det, der svarer til en dansk rådmand. Han blev skudt og dræbt af et andet byrådsmedlem i 1978. Filmen Milk med Sean Penn i hovedrollen vandt to Oscars for bedste mandlige skuespiller og bedste manuskript i 2009.

Harvey Milks hjem og forretning, Castro Camera, i 575 Castro Street blev ryddet af filmselskabet og brugt til optagelserne af filmen. Efterfølgende blev lokalerne overtaget af Human Rights Campain. I forretningen kan man købe tøj og materiale fra organisationen og se Jenni Olsens film om Harvey Milk.

I USA er der næsten tradition for, at folk, som kæmper for menneskerettigheder, bliver skudt. Derfor havde Harvey Milk også gjort sig nogle tanker om, hvad hans ønsker til en bedre verden ville være, hvis nogen skulle finde på at dræbe ham. Harvey indtalte mange af sine tanker på kassettebånd, og uddrag af dem er med i denne kortfilm. Det er tragisk, at han fik ret i sine antagelser om, at før eller siden ville nogen tage hans liv.

Hjørnet Castro og 18th Street kaldes ”the gay’est corner in the world”. Man er ikke I tvivl om hvorfor. Drikker man en kop kaffe på caféen Harvey’s, kan man betragte hele sceneriet fra første parket, og det er nogle ganske morsomme mennesketyper, man kan se her. De fleste ser dog ganske tilforladelige ud.

Gå op og ned ad 18th Street. Hele infrastrukturen er for bøsser. Læg mærke til at alle de kendte kæder er her, men at sortimentet i f.eks. ”The Body Shop” er helt tilpasset mænd. På 18th Street ligger et kendt, forrygende godt og billigt spisested, ”Fire Wood”. Prøv deres citron-kylling.

Mad:

Firewood Cafe, 4248 18th Street, 415-252-0999

Et dejligt afslappet sted I Castro. Det minder lidt om et cafeteria med lækre retter til overkommelige priser. Deres kylling i alle mulige afskygninger eller Pizza bagt i stenovn er særdeles velsmagende. Deres salater er meget store. Stedet kan varmt anbefales som frokoststed ved en udflugt til Castro.

Sanraku (Four Seasons) 704 Sutter Street, 415-771-0892 (tæt ved Union Square).

Japansk mad når japansk mad er bedst. Intet mindre. Dette sted byder ikke på turistede Sushi sejlende rundt på små både, men derimod på frisklavet Sushi og fiskestykker, Sashimi, så lækkert og så friskt, at tænderne løber i vand. Stedet er ikke ret stort, men er der kø, så aftal et tidspunkt med tjeneren. Det er ventetiden værd. Prøv deres store Sushi platter (ca. 25 dollars), som også indbefatter suppe og salat. Det er ubeskrivelig lækkert.

Dotties, True Blue Café, 28 Sixth Street (mellem Market og Mission)

Morgenmad så Americana, at man tror, det er løgn. Her er blåbærene i tærterne blåbær, og omeletten er lavet af æg. Alt hos Dotties er hjemmelavet, lækkert og uimodståeligt, værd at stå i kø for, at vente på, at nyde duften af, noget så hammer lækkert. MEN, kom tidligt. Der kan være kø ude på gaden. Stedet er ikke så stort, men maden er ”to die for”.

Shopping:

San Francisco er en handelsby af de helt store. Lad være med at se efter indkøbscentre (Malls) – de findes ikke. Nordstrom på Market Street er det nærmeste, man kommer en Mall. Der findes til gengæld butikker overalt, men skal man tøj og turisthandle skal man tage til Union Square, hvor de store varehuse ligger side om side med modebutikker af alle slags. Intet andet sted i USA finder man en bykerne med så meget shopping i europæisk butiksstil – det amerikanerne kalder ”boutique style”.

Skal man have sig en indkøbsoplevelse, kan Nike Town varmt anbefales. Det er et meget modernistisk designet sted, som minder om en rumbase.

San Francisco er hjembyen for adskillige kendte mærkevarer, som alle har deres flagskibs-forretninger liggende i området omkring Union Square.

San Franciscos verdenskendte skrædder Loeb Strauss, der oprindeligt kom fra Buttenheim i Bayern, finder man i den enorme flagship forretning på Union Square, hvor han er bedre kendt som Levi Strauss. I denne butik med dekorationer, der leder tanken hen på et teaterkulisser, kan man få syet sine jeans præcis, som man ønsker dem og en computerstyret sy-robot broderer lige præcis den dekoration på buksebenet, som man måtte ønske. Moderigtigt men langt væk fra de slidstærke bukser til guldgraverne, som Levi Strauss byggede sit imperie op på i 1850.

Levi’s køber man imidlertid billigst i varehuset Macy’s kun et stenkast fra Levi’s Store. Her er herretøjsafdelingen skilt ud fra det øvrige mega-varehus. Herretøjet har sit eget 5 etager store hus lige ved siden af. Levi’s afdelingen ligger i kælderen. F.eks. koster et par 501 cirka 50-60 dollars. Der er ofte “sale” til lavere priser.

Gå generelt efter de amerikanske mærker. De er billige – under halvdelen af den pris, vi betaler i Europa. De europæiske mærker er der ikke sparet noget på. De er ofte dyrere i USA end i Europa. Gå efter Levis, Ralph Lauren, Navica, Calvin Klein, Dockers, Lee Jeans, Wrangler, Perre Ellis, Kenneth Cole, The North Face, Timberland, Tommy Hilfiger. Et par Calvin Klein underbukser koster i Danmark 169 kr. I Macy giver man 25 dollars for en pakke med tre i en bedre bomuldskvalitet end den, de sælger os i Europa.

Sportsligt tøj i outdoorstil køber man i Eddie Bauer, og rigtigt outdoor tøj køber man i The North Face flagship store, der ligger i samme blok som Nike, blot lidt længere nede ad Post Street. The North Face startede nær Fisherman’s Wharf som en lille specialbutik med dyrt grej, telte og tøj til bjergvandrere og bjergbestigere i 1968. I dag har firmaet hovedkvarter længere mod syd i San Leandro.

På Post Street finder man også klassiske skjorter hos USA’s mest berømte skrædderkæde Brooks Brothers, hvis bidrag til herrekonfektionen er button-down skjorten med den bløde flip og knapperne i flippens spidser. Brook Brothers har solgt button-down skjorter siden år 1900, hvor de blev lanceret i den oprindelige herreekviperingsforretning på Madison Avenue i New York. Deres sortiment er meget, meget klassisk og i en fantastisk kvalitet til rimelige priser sammenlignet med priserne på tilsvarende skjorter i Europa. Der er altid rabat ved køb af tre skjorter, og en strygefri Brooks Brothers skjorte ER strygefri.

På Grant Street ligger endnu en flagship store. Det er Banana Republic, der er moderigtigt og trendsættende “klassisk” herre og dametøj til ok priser og i en meget, meget lækker kvalitet. Amerikanerne kan noget med bomuld, som vi ikke er så gode til i Europa.

Er man cykelinteresseret, byder San Francisco på en speciel oplevelse hos City Cycle, 3001 Steiner Street, Steiner and Union. Her kan man få et hav af specialbyggede cykler, sådan helt efter sit eget hoved. Områdets verdenskendte cykelfabrik, Marin i Sausalito lige ovre på den anden side af Golden Gate, er sjovt nok slet ikke repræsenteret her. Hvis man vil leje en cykel for at cykle over Golden Gate Bridge, skal man finde en cykeludlejning i gaderne omkring Fishermans Wharf.

Husk at i øvrigt, at man lægger momsen oven i den påtrykte pris i USA. Det skyldes, at momsen er forskellig fra stat til stat. Derfor laver man ikke prismærker for hver enkel stat.

Underholdning:

I juni 1999 åbnede Sony verdens første elektroniske ”amusement center”. Det hedder Metreon og ligger 10 minutters gang fra Union Square på 101 Fourth Street (hjørnet ved Mission Street). Oprindeligt var det et stort butikscenter med ny teknologi i alle afskygninger, men i dag er det omdannet til et stor biografcenter med IMAX storskærme og restauranter.

Man kan gå gennem Metreon og ud i parken, Yerba Buena Gardens, og det er et dejlig åndehul midt i byen. I virkeligheden ligger parken oven på en mega stor underjordisk udstillingshal, som hører til Moscone Centret ved siden af. Til højre side er der et vandfald til ære for Martin Luther King, og over for ligger Museum of Modern Art (SFMOMA) med den særprægede bygning, hvor røret i midten har fået et voldsomt tværsnit.

Læg mærke til den store hvide marmor-bygning, som rager op lige bag ved museet. Skyskraberen har nogle fantastiske figurer af ørne, som stikker op over kanter og gesimser.

Hvis du går ned og slapper af på græsset i Yerba Buena Gardens, skal du ikke snyde dig selv for at gå ind bag vandfaldet. Der er fyldt med citater af Martin Luther King på mange forskellige sprog. Det er meget smukt lavet.

Jeg er helt vild med Museum of Modern Art. Bygningen er flot – tegnet af en schweizer – og helt igennem privat drevet med glimrende skiftende udstillinger. De har ingen permanent samling. Jeg har set Andy Worhol og Keith Haring, udstillinger fra politiets fotoarkiver (ganske makabert) og mobiler. Der sker altid noget usædvanligt på det museum, og de har virkelig sans for at lave udstillinger uden at ”overdo”, som amerikanerne har det for vane. HUSK, at de har lukket om onsdagen! Museumsshoppen er et besøg værd. De sælger både kunstbøger, smykker og designede ting. Du vil finde mange danske ting, f.eks. Eva Solo, B&O, Jacob Jensen, etc. som amerikanerne falder i svime over.

(Senest opdateret 1. november 2015)