Jeg sad i det stille over aftensmaden og glædede mig over, at nogen har slidt for at malke den ko, jeg spiste, produceret den mælk, jeg drak, og høstet de kartofler jeg spiste.
Nu vil jeg sætte mig til rette i sofaen med en kop kaffe og se indslag lavet af latte-drikkerne om, hvordan folk, der skaffer os 7-8 milliarder kinesiske kroner årligt, bliver svinet til. Og hvordan DR stoler mere på en kriminel svensk pelsaktivist end alle dem, der slider for, at vi får penge i kassen og brød på bordet.
Jeg er dybt taknemmelige for, at folkene på landet fortsat gider, men jeg er fuld af forståelse for, at mange ikke gider mere, når man tænker på, hvordan latte-folket vil skabe parker med vandløb på de jorder, hvor vores kartofler kommer fra.
Jyllands-Posten fortæller, at hver femte arbejdsplads er forsvundet, og de kommer ikke igen, fordi de går til udlandet.
Men så er det jo tankevækkende at tænke på, at vi i fremtidens samfund kan gå pelsfrie rundt og beskue vandløbene mens lærerne, journalisterne, buschaufførerne, akademikerne, efterlønnerne sidder på cafeerne og snakker om deres ideelle samfund.
Hvordan folk uden for produktionsfag vil få råd til at leve i fremtiden, ved jeg ikke, men det er et faktum, at vi ikke kan leve af vores udlandsgæld eller et endnu større offentligt forbrug. Pengene skal komme et sted fra, og det er først og fremmest fra dem, der producerer varer og serviceydelser, vi kan sælge.
Det, der gør mig træt, er hele den bedrevidende latte-kulturs egen politiske korrekthed og konstante kritik af alle dem, der tjener pengene. Landmænd er per definition nogle miljø-svin, som latte-folket skal skride ind over for. Tilbage til Morten Korch, men til hvilken nytte?
