Endelig. To år har det taget at forhandle en aftale på plads mellem KODA og Spotify, og nu fortæller KODA i en pressemeddelelse, at begge parter er nået til enighed.
Man kan blot spørge sig selv, hvorfor det skulle tage to år at få sådan en aftale på plads, mens omsætningen i den danske musikbranche er styrtdykket. En omsætning på sølle 500 millioner kroner i 2010. Det er jo til at græde over.
I Sverige og Norge, hvor Spotify i den samme periode er tordnet frem og blevet til verdens største musiktjeneste, hvad angår streamet musik, har Spotify “lukket hullet” og musikbranchen henter nu en tredjedel af sin samlede omsætning fra streamet musik.
Der er andre spillere på banen i Danmark, men Wimp og TDC Play når ikke Spotify til sokkeholderne, når det gælder funktionalitet. Med et Spotify Premium abonnement får man lov til at downloade 3.333 numre til sin iPod, iPhone eller Android, og har man et Sonos anlæg eller et af de øvrige streaming anlæg, så henter man al sin musik direkte fra Spotifys servere. Jeg bruger det dagligt, og det fungerer perfekt.
Egentlig er jeg mest glad for, at de danske kunstnere nu også for del i kagen. Pladeselskaberne er en anakronisme – vel vidende, at de har købt sig til en del af Spotify – som ikke har forstået sit eget marked. Skal musikken ud, og skal folk som mig, som meget gerne betaler for at streame, have optimal adgang til musikken, så er det Spotify, der virkelig fører an. Streaming på Spotifys facon er fremtiden!
Til lykke til både kunstnerne og forbrugerne.