Jeg elsker Pattaya. Hvis man måler turistmæssig værdi i smukke pagoder og historiske steder, så er Pattaya helt klart et hul i jorden. Men hvis man elsker at slappe af, spise godt, blive underholdt til store shows og gå sent i seng, så er det paradis på jord.
Pattaya er et gammelt fiskerleje, der nogle få årtier har vokset sig til et 400.000 indbygger stort turistmål med alt, hvad det indebærer. Byen var i 80’erne sexturisternes foretrukne rejsemål, og byen havde et meget blakket ry på grund af pædofiles udskejelser. I dag har politiet ryddet op i det morads, og Pattaya er blevet et stort turistmål for familier, udenlandske og indenlandske turister, mange thaier fra især Bangkok med ferie-lejligheder og pensionister fra især England, Rusland og Norge, som bosætter sig i de store lejlighedskomplekser langs stranden ved Jomtien syd for Pattaya.
Shoppe
Thailand er et af de rigeste lande i Syd-Østasien, og rejser man i de forskellige lande i området, har man en følelse af at komme til Vesten, når man lander i Bangkoks supermoderne og effektive lufthavn og bliver fragtet i taxa til hoteller fuldt udstyret efter alle vestens regler.
Men man må ikke tage fejl. Forskellene mellem rige og fattige i Thailand er store og slående, men generelt set er thaierne ikke fattige sammenlignet med de øvrige asiatiske lande. En gennemsnitsløn i Thailand ligger på omkring 600 DKK om måneden, cirka 4000 bath. Den store landbefolkning er dog med til at trække det beløb ned i statistikken.
En almindelige kontoransat tjener omkring 7.000 bath om måneden, mens en veluddannet kontoransat tjener 14.000 bath om måneden. Gør man rent på et hotel, så ligger daglønnen på ca. 300 bath, hvilket er minimumslønnen fastsat ved lov. En receptionist på et hotel tjener omkring 10.000 bath om måneden. Tallene kommer ikke fra nogen officiel statistik, men alene ved min personlige journalistiske “spørgeteknik”.
Thaierne forventer ikke drikkepenge, men det er almindeligt at vesterlændinge – faranger – giver drikkepenge. Man kan runde op eller bare efterlade mønter. 20-50 bath er helt fint næsten uanset hvor meget, man har købt for. Det er også almindeligt at efterlade 50-100 bath på sengen til rengøringspersonalet på hotellet.
Man diskuterer ikke prisen i stormagasinerne og i forretningerne, men man gør det med de handlende på gaden. Thaierne er handelsfolk, men de er ikke så agressive i prispolitiken, som f.eks. i arabiske lande. Lander man på halv pris eller to tredjedele af den handlendes første bud, så har man gjort en god handel. Det er meget vigtigt, at begge parter kan gå smilende fra en handel. Det er også accepteret, at begge parter kan trække sig ud af handelen med et smil, og det sker f.eks. hvis sælgeren føler sig seriøst underbudt.
I Thailand er reglen, at en handel er en handel, når man er enedes om prisen. Det gælder for varer, og det gælder for tjenesteydelser. Aftaler man en pris med en taxa-chauffør, så bekræft over for hinanden, hvad I har aftalt, så der ikke er nogle misforståelser, og stol trygt på, at prisen holder, når I er fremme. Konkurrencen blandt lad-taxaerne er meget stor i Pattaya, så det er købers marked det meste af dagen.
Det vrimler med kopivarer i Thailand, og man kommer sjældent ud for, at nogen forsøger at sælge kopierne som den ægte vare. Der er sådan en fælles usagt forståelse: “Det her er ikke en ægte Rolex eller en ægte Hugo Boss, og derfor er prisen jo også der efter…”
Men man skal tage sig i agt på et andet plan. Mange handlende ved, at de fleste turister ikke sætter sig ordentligt ind i de lokale prisforhold, så derfor bliver f.eks. et par “Vi ved godt begge to, at det er kopier – Levis eller Lee bukser” solgt på markederne i Pattaya eller Bangkok til det dobbelte af, hvad den ægte vare koster f.eks. i varehusene og butikkerne i Central Festival, Royal Garden eller BigC, et stenkast fra markedet. Et par ægte klassiske Levis eller Lee koster 900 til 1500 bath. Et par meget moderigtige bukser kan koste op 1500 til 2000 bath. Kopibukser koster 3-400 bath.
Der er to store shoppingcentre i Pattaya. Det ene er Royal Garden, som er det ældste og det mindste tæt ved Boyz Town og det andet, som er bygget i 2008-2010 hedder Festival og fylder en hel blok mellem First og Second Road. Her vrimler det med butikker til gode priser for vestlige varer. Men der er også thailandsk mærketøj som Dapper og Jaspal. De thailandske tøjmærker er fuldt ud på højde med de vestlige, men koster mindre.
Festival er så stort, at det ud over 200 specialbutikker også rummer et stort varehus fra Central, der en varehuskæde på linje med f.eks. Magasin eller Illum.
Festival har øverst en etage med alt i skønhed og plastkirurgi samt to etager med restauranter. Prøv Fuji, der er japansk mad, som japansk mad skal laves. Der kan af samme årsag være kø, men det er værd at vente på. Helt oppe i toppen er der en tip-top bowlingbane og to store biografer.
Tag en lad-taxa ned ad Second Road og stå af ved Festival. Efter endte shopping går man ud i den modsatte ende ved First Road langs vandet. Her kører lad-taxaerne den modsatte vej.
Lad-taxaerne tager 10 bath for en tur uanset længde.
—-
BoyzTown
Der er to gay-områder i Pattaya og ét i Jomtien. Inde midt i Pattaya er det Boyz Town, der blot er en enkelt gade men suppleret med to store showbarer i de to parallelgader. Boyz Boyz Boyz og Castro er Pattayas to største showbarer. Castro har show klokken 23 og Boyz Boyz Boyz klokken 24, så man kan gå fra det ene til det anden – de ligger lige over for hinanden.
Pattaya er berømt for sine showbarer, hvor dansetrupper på 25-30 mennesker er ansat til ikke at lave andet end et eller to daglige shows af 45 minutter til en times varighed. Ikke to aftenprogrammer er ens, så man kan roligt gå til show flere gange samme sted og få mange forskellige oplevelser.
Der er et hav af drags og transseksuelle blandt danserne og sangerne på Boyz Boyz Boyz. Tager man på Tiffanys og ser det store Las Vegas agtige show, så finder man ud af, at næsten alle danserne arbejder der og tager scooterne til Boyz Boyz Boyz, når dagens dagens tredje og sidste show på Tiffanys er slut.
Castro showbar er mere maskulin med masser af humor, og Castro har både den klassiske “tykke dame” – en klovneagtig figur – som thaierne elsker.
Sunee Plaza
Det andet område er Sunee Plaze. Her er der et hav af steder med forskellige profiler, men det er hovedsagelig barer og cafeer med lænestole. Her er stemningen lidt mere “agressiv” når man går gennem området, men øllene er til gengæld billige, og der er meget fredeligt, når man har fundet ud af, hvor man vil sidde. I Sunee bliver der virkelig arbejdet på at få kunder i butikken, men man skal bare give dem et smil og gå videre til man har fundet det sted, hvor man har lyst til at sidde.
Jomtien
I Jomtien ligger der mange gay-steder inde i Jomtien Complex. Det hele virker støvet og sløvt, men der kan godt være gang i den på The Venue, som er en stor showbar – i øvrigt den eneste i Jomtien.
Det mest kendte sted er Dicks Café. Placeringen er kedelig, men de serverer rigtig god thai-mad, snacks og drikke til gode priser. Maden er krydret så den passer til faranger – vesterlændinge – og de har alle de klassiske thailandske retter. Deres Prawn patties (frikadeller lavet af tigerrejer) er gode.
Bøssestranden i Jomtien er i virkeligheden et behageligt strandområde, som ligger 100 meter efter, at man har passeret det store Avalon Resort. Her er der både barer og restauranter med prideflagene oppe.
De enkelte strandområder fungerer som restauranter, og man behøver ikke tage håndklæder med. Dem lejer man for 40-50 bath. Man kan købe alle fornødenheder på stranden: Vand, kaffe, drinks, øl, mad etc. og man betaler, når man går. Det er ok at købe fra de mange freelance sælgere, der konstant strømmer forbi.
Party, party, party
Thaierne elsker at feste, og de store gay-discoer er domineret af det lokale publikum og ikke turisterne.
På Second Road i Pattaya ligger det mest populære Gay Disco, NAB. Det er værd at prøve efter midnat alene for at opleve den thailandske “kitchen disco” kultur, hvor man ikke har et dansegulv, men en masse små borde. Man bliver anvist et bord – man kan sågar bestille et på forhånd, og så står man omkring bordet sammen med vennerne og danser. Man har sin egen tjener som hele tiden sørger for, at der er fyldt op med is og sodavand i drinksene. Går man ud sammen med vennerne, så deler man ved at nogen køber spiritusflasken, og de andre køber sodavandene. En liter gin koster indenhus 1000 til 1500 bath alt efter mærke, og det, man ikke drikker, kan blive stående med en navne-label inden for en uge eller to. Alle steder skilter man med, hvor længe værtshuset har flasken stående “on the shelf”.
Flasker købt indenhus må ikke tages med hjem. Det må til gengæld flasker, som man selv har haft med ind, så de fleste thaier går i Seven Eleven eller FamilyMart og køber en flaske og tager den med. Flasken bliver mærket ved indgangen, så man kan få den med ud igen. Man betaler ikke prop-penge, men man betaler selvfølgelig for sine sodavand. Is og sodavand køber man i en samlet “mixer-pakke” til omkring 600 bath – og der er rigeligt!
Hver fulde time er der shows, og i “pauserne” er der professionelle dansere på scenen. De kaldes “coyotes” og hjælper med til at få stemningen op.
Den anden store gay-klub er Dave Man Club, som ligner NAB meget. Den er bare lidt mindre med en lidt mere intim stemning. Hollywood er også en populær klub med et mixet publikum.
Læs også min side om skik og brug i Thailand
