Det er åbenlyst for enhver, at musikbranchen har svært ved at omstille sin forretningsmodel, så kunder som jeg og mange andre får mulighed for at slippe slanterne. Det har svenske Spotify også måttet sande i Danmark, hvor Koda ikke har fundet ud af, at en krone er en krone uanset, hvordan den kommer i kassen. Spotify har stor succes i de øvrige nordiske lande, Frankring, Spanien, Holland og England, men i Danmark blokerer Koda i følge dr.dk for, at Spotify kan rykke ind med sin forretning. Min retoriske kommentar: De danske musikere må jo have råd til det.

Spotify er en kombination af streaming og download af musikfiler, som kan afspilles på anlægget der hjemme, på MP3 afspilleren, iPhone eller seneste skud på stammen: Sonos anlæg. Det er langt mere fleksibelt end f.eks. musiktjenesterne Play og Wimp fra TDC og Telenor.

Danmarks Radio har tidligere bragt opskriften på, hvordan man som dansker kan komme til at slippe slanterne og betale for sin musik, og den opskrift har jeg fulgt. Metoden kan kritiseres for, at man omgår nogle forretningsregler, men INGEN bliver snydt. Tværtimod får enhver sit. Man kan bare undre sig over, at det her syge stunt virkelig skal være nødvendigt i en verden, hvor vi på tværs af landegrænserne er bundet sammen af internettet og handelsmæssigt af et stort og dejligt fælles marked, EU. Her er en detaljeret beskrivelse.

Punkt 1, Bliv svensker hos Paypal:

For at komme på Spotify i Sverige, skal du bruge en svensk Paypal konto og et kreditkort, som du ikke tidligere har knyttet til f.eks. en dansk Paypal konto. Og så skal du bruge en svensker – enten en du kender, eller en du finder på eniro.se. Du skal kun bruge en svensk adresse og et svensk fastnet nummer.

Du går bare ind på Paypal og opretter en konto i dit eget navn, men med den svenske adresse, og knytter dit danske kreditkort til kontoen. Det gør, at kontoen bliver “svensk”. Du kan uden problemer ændre adressen til din danske adresse, når Spotify forhåbentlig kommer til Danmark.

Punkt 2, Bliv svensker hos Spotify:

Næste skridt er at gå ind på Spotify og oprette dig som bruger. Sidder du i Danmark, vil Spotify advare dig om, at du ikke kommer fra et land, hvor Spotify er supporteret, men du får lov til at oprette kontoen, og du får også lov til at opgive din nyoprettede Paypal konto som dit betalingsmiddel. Du skal vælge Premium, hvis du vil kunne hente musik til iPhone eller iPod. Har du et Sonos anlæg, vil anlægget koble sig på din Spotify Premium konto, så du kan streame musikken lige ind i dit stereoanlæg.

Når du er oprettet som Premium bruger, er der ingen begrænsninger på, hvor i verden du kan tilgå kontoen. Den virker overalt – også på din mobiltelefon, hjemme, på arbejde, hos venner eller på internetcafeen. Dine playlister og din udvalgte musik følger dig overalt sammen med de millionvis af numre, der ligger i Spotifys kæmpemæssige musiksamling.

Punkt 3, Bliv englænder hos iTunes:

Når du har en Premium konto hos Spotify, kan du streame eller afspille din offline musik direkte på din iPhone, iPad eller iPod Touch. Spotify laver en gratis apps, men den findes bare ikke den danske Appstore i iTunes. Men det findes der råd for i form af et engelsk Apple ID.

Man kan have lige så mange Apple IDs, man lyster, så derfor er fremgangmåden den, at man først logger sig ud af iTunes, og derpå skifter land og vælger United Kingdom. Derpå går man ind i den engelske Appstore og søger efter Spotify. Her vil man finde en FREE Spotify app. Klik på download.

Derpå får man mulighed for at oprette et nyt engelsk Apple ID. Det er MEGET vigtigt, at man følger denne procedure, fordi iTunes registrerer, at man er gået ind for at downloade en gratis app, og derfor får man senere lov til at oprette en konto, som IKKE behøver have et kreditkort tilknyttet!

Hvis du ikke i forvejen kender en englænder med en en britisk adresse og telefonnummer, så Google dig frem til en. Brug også en emailadresse, som du ikke tidligere har brugt som Apple ID.

Når du har registreret dig, spørger iTunes dig om kreditkortoplysninger, men du får også mulighed for at vælge NONE, og så kan du efterfølgende uden problemer downloade gratis apps fra Appstore med dit nye engelske Apple ID uden brug af kreditkort.

Punkt 4, Bliv svensker hos Sonos:

Hvis du vil streame musik direkte til dit Sonos anlæg, får du mærkeligt nok kun lov til at oprette en Spotify konto i dit eget dyrekøbte stereoanlæg, hvis du i din registrerede profil hos Sonos har opgivet Sverige som dit hjemland. Jeg gik bare ind i min brugerprofil hos Sonos, og ændrede land fra Danmark til Sverige. Adresseoplysningerne er ligegyldige. Det fungerer med det samme efter, man har lukket og genåbnet Sonos Desktop Controller 3.3 eller senere.