Thailand – sådan rent praktisk

Årstiderne

Der er som sådan ingen årstider i Thailand. Landets sydlige del ligger kun 700 km. nord for ækvator, så hele Thailand er i det tropiske bælte. Det vil sige, at solen står op klokken 6 og går ned klokken 18 plus minus en halv time alt efter, om det er i juni eller i december, hvor dagene er kortere i “vintermånederne” som alle andre steder på nordlige halvkugle.

Regntiden er fra juni til september, men det betyder ikke, at man skal afholde sig fra at tage til Thailand i den periode. Snarere tværtimod. Regntid betyder for det meste, at det regner mere og er mere overskyet end resten af året, men for os nordeuropæere er det meget, meget behageligt. Overskyet betyder blot, at man ikke bliver stegt af den stærke tropesol og regnen kommer som regel ved 17-18 tiden, hvor det vælter ned et sted mellem 5 minutter og en halv time. Og så er det slut, og der dufter fantastisk. Tropisk regn er meget kraftigt, så når man kigger på statistikken i rejsebøgerne, så er det mange millimeter, men de kommer bare på kort tid.

En byferie i Bangkok i juli-regntiden er yderst behagelig, mens jeg kan skrive under på, at den er yderst ubehagelig i den tørre og meget varme periode i februar til april. Her når temperaturerne op på 37-42 grader. Det er ulideligt, og der kommer stort set ingen regn til at “bløde op på det”.

November til februar er den tørre, kølige periode for thaierne. Det er den eneste tid på året, hvor thaierne kan finde på at tage en trøje over t-shirten. Her kan temperaturerne nå helt ned på 24-25 grader, og så fryser de lokale. Vi andre synes bare, at det er en yderst behagelig dansk sommer. Du får aldrig brug for en trøje i Thailand. Tænk end ikke på, at pakke en ned i kufferten bare for en sikkerheds skyld, for du får aldrig brug for den.

Travel light

Det er vigtig, at man tager så lidt tøj som muligt med i kufferten til Thailand. Dels koster det kun 5 kr. at få vasket et par underbukser på et hotel, og en skjorte bliver både vasket og strøget for 10 kr. Tager man posen med vasketøj til et vaskeri – og dem er der mange af – så er prisen typisk 10 kr. pr. kilo, vasket, tørret og lagt sammen.

Alle de ting, man skal bruge så som tandpasta (Colgate 5 kr.), tandbørste (Jordan 5 kr.), cremer, solcremer (Nivea faktor 50, 30 kr.) og så videre fås til langt lavere priser i Thailand end her hjemme, så køber man det i Thailand, og efterlader man det i Thailand, så får man en masse ekstra ledige kilo, som man kan bruge til sine indkøb. Tro mig: Man bliver let fristet, og det er fuldt forståeligt, når man har oplevet prisniveauet.

SevenEleven og Tops findes på næsten ethvert gadehjørne i Thailand, og de er billige. Det er ikke billigere at købe ind i et supermarked, som det ville være her hjemme. Mange steder er SevenEleven og Tops simpelthen supermarkedét. Overvej at købe tandbørster med hjem sammen med Gilette barberblade. Her er der penge at tjene!

Vil man have gode priser på hoteller på nettet, så er Agoda det bedste online bureau, som man roligt kan bruge. Priserne er rigtigt gode, men man kan godt forhandle dem yderligere ned, hvis man selv kommunikerer med hotellet og planlægger et længere ophold på et par uger eller tre. Mange danskere glemmer, at de også på ferieområdet er særdeles priviligerede i forhold til andre nationaliteter, så to uger på det samme hotel er virkelig “long stay”, og noget man godt kan få 20-30 procents rabat på, hvis man husker at spørge: “What is my price?”.

Barer og restauranter

I forhold til vestlige priser er det billigt at drikke i Thailand. Men det kan faktisk gøres endnu billigere, hvis man sætter sig ind i thaiernes drikke-skikke.

Drikker man øl eller drinks, så koster de mellem 80 og 180 baht pr. stk. alt efter, hvilket sted man går ind på. Går man i en SevenEleven eller Tops koster en flaske gin f.eks. 6-800 baht, og der skal ikke meget hovedregning til for at finde ud af, at det er billigst at købe en liter Gin og tage den med ind på baren. Det vil vi vesterlændinge lade blive ved tanken, men i Thailand er det de fleste steder måden, man gør det på både i barer og på diskoteker.

Systemet er vidt udbredt. Man tager en flaske whiskey med ind på diskoteket og køber “mixere”, som er sodavand, soda og is. Det koster f.eks. 500 baht på et diskotek for en mixer-pakke. Drikker man ikke flasken ud, tager man den bare med sig hjem eller med til den næste bar. Man kan også købe flasken på diskoteket eller baren. Det er typisk lidt dyrere, og man må ikke tage flasken med sig, men så sætter de den navngivne flaske på hylden i typisk en måned, hvor man kan drikke løs.

I mange barer kan man også købe en flaske gin og få gratis “mixere” i en måned. Så koster en flaske det dobbelte af SevenEleven, men det er mere bekvemt, for så kan til enhver tid sætte sig og få et par drinks.

Hotel

Det er billigt at bo på hotel i Thailand, og ser du danske reklamer, hvor nogen påstår, at et standard værelse på et middelklassehotel er sat ned fra 999 kr. pr. nat til 699 kr. pr. nat, så vær helt sikker på, at det værelse aldrig har kostet mere end 400 kr. for hverken rejsearrangøren eller dig, hvis du ringer til eller sender en email til hotellet og forhandler en pris selv. For 600 kr. pr. dag bor man i luksus i Thailand!

Jeg anbefaler, at man køber den billigst mulige rutebillet med SAS, Thai, Lufthansa, Emirates, Qatar eller Finnair, og selv arrangerer hotel. Alle hoteller har deres egne taxa-limo services til lufthavnen, hvor de henter og bringer deres gæster. Brug dem. Det er billigt og sikkert. Når vi skal bo på hotel i Pattaya kommer hotellet og henter os i lufthavnen i Bangkok og kører os til hotellet og tilbage til lufthavnen for 3800 baht – knap 800 kr. Der er 125 km. mellem Bangkok og Pattaya. Hvis man ikke har en masse baggage, og vil køre i bus, så kan den samme tur klares for knap 50 kr. tur/retur.

Taxa – tuk-tuk – lad-taxa

De karakteristiske tuk-tuk’er findes hovedsagelig ude i landsbyerne og i Bangkok, hvor de efterhånden mest er til ære for turisterne. Tuk-tuk’erne  er sjove, men det kan være at sætte live på spil at bruge dem i Bangkoks trafik. De er faktisk dyrere end en rigtig taxa. Sig aldrig ja til en rundtur for 50 baht. Man bliver kørt fra den ene butik til den anden, og chaufføren får kommission alle de steder han tager dig med hen. Stol heller ikke på, at et eller andet museum er lukket. Det er en almindelig “scam” for at få dig til at sige ja til at tage dig til en butikscenter, hvor chaufføren tilfældigvis kender ejeren og selv får stor kommission.

“Meter-taxi” er almindelige taxaer, hvor man kører de første 2 km. for cirka 50 baht. Men det er vigtigt, at man siger til chaufføren, at man vil køre på taxa-meteret. Hvis han vil forhandle pris eller glemmer at sætte meteret i gang, så stig ud. Det er ulovligt at køre uden at sætte taxa-meteret til, så “glemmer” chaufføren at slå det til, og opdager man det først ved endemålet, så kan man stort set få lov til at bestemme prisen selv, hvis man truer med at tilkalde politiet.

Skal man fra Suvarnabhumi lufthavnen i Bangkok ind til centrum, kan man enten tage Airport Rail Link til knudepunktet Phaya Thai Station, og så stige om til SkyTrain nettet. Det er fint, hvis man er rejser med tasker og rygsække, men det er besværligt med kufferter, fordi er er mange trapper på SkyTrain stationerne. En bedre måde er en taxa, som man går tildelt via et nummersystem på ground floor. Gå til G også selv om man ser biler ankomme på sjette etage!

Prisen på en taxa er typisk 4-600 baht på taxa-meter. Dertil kommer et tillæg på 50 bath pr. kuffert. Bed chaufføren om at køre på highway, hvis chaufføren ikke selv spørger om det. Det koster knap 100 baht ekstra, som man også skal betale for. Nogle gange beder chaufføren om pengene lige før man kører ind i betalingsanlægget, så hav kontanter i lommen, fx 100 baht sedler. Man kører hen over husene i flere etagers højde, og det er den mest effektive måde at komme frem på i en by med 20 millioner indbyggere. Print adressen ud på hotellet hjemmefra – gerne hvor adressen står på thailandsk. Chaufføren taler måske ikke engelsk og Bangkok er stor.

Skal man fra Suvarnabhumi til Hua Hin eller Pattaya, så går der hver time busser fra lufthavnen til Airport busterminalen i Jomtien. Så kan man tage en taxa eller en songthaew derfra. Man gør klogt i at booke busbillet på forhånd her: https://airportpattayabus.com/

Skal man fra et hotel inde i Bangkok til f.eks. Hua Hin eller Pattaya, så kan man få hotellet til at bestille en bil med chauffør til at køre direkte fra hotellet til der, hvor man skal bo i Pattaya. Prisen er typisk 2000 baht (400 kr.) incl. highway afgifter for de 125 km. Man afregner bilen med hotellet og ikke med chaufføren.

Den mest ukomplicerede transportform er at bruge apps som Bolt eller Grab. Bolt er den mest udbredte i Thailand, selv om firmaet faktisk er fra Estland. I appen vælger man destination og pickup på et kort, derpå vælger man befordringstype: Taxa, stor bil, mindre bil, lille bil eller motorbike med chauffør. Prisen er fast, og man kan betale med det kreditkort, man har knyttet til appen eller kontant. De fleste chauffører foretrækker, at man betaler gennem appen. Bemærk, at vælger man en taxa i appen, så kommer der diverse gebyrer oveni. Vælger man bare en bil, så er prisen helt fast.

I Pattaya er der også et hav af Songthaew‘er, der kører døgnet rundt. Song betyder 2 og thaew betyder “rækker”, så man sidder typisk på ladet af en Toyota pickup. Det koster 10 baht uanset, hvor langt man skal, og man rækker bare hånden ud, når man vil med, og trykker på stop-knappen, når man vil af. I Pattaya kører de mod syd ad First Road langs stranden og mod nord på Second Road. Vil man fra Pattaya til Jomtien, står man på ved rutens start, der er ved skolen i det store lyskryds, hvor First Road munder ud i Second Road i Pattaya syd. Det er 5 minutters gang fra Boyz Town.

Vand

Drik aldrig vandet fra hanen i Thailand – det gør de lokale heller ikke. Drik altid flaskevand. Is i drinks er lavet af kogt vand og bliver leveret til barerne i store sække fra centrale isproducenter.

Kogt eller stegt

Den sikre vej til maveproblemer er salat eller MacDonalds. Den gyldne regel er, at maden skal være kogt eller stegt. Thaierne spiser stort set aldrig salat, men derimod stir fried grøntsager. Spis kun frugt med skal, hvor den beskyttende skal er fjernet. Thaierne bliver også syge af de bakterier, som vi turister bliver syge af, så tro på, at de ved, hvordan man gør, og hvordan man ikke gør.

Spiser man på et dyrt sted, hvor der også kommer mange turister, så kan man godt formode, at salat og friske grøntsager er skyllet i renset vand. Jeg spiser det på sådan et sted, men det er altid en chance man tager.

Gadekøkkener

I flere år spiste jeg aldrig fra gadekøkkener, hvilket har vist sig at være en meget, meget stor fejl. Det er faktisk ved gadekøkkener thaierne indtager de fleste af deres måltider, og den bedste green curry, jeg nogensinde har smagt, fik jeg ved et gadekøkken i Pattaya.

Alt er stegt eller kogt, og man kan roligt snack-spise på samme måde, som thaierne gør det dagen lang. Men HUSK, at gøre sælgerne opmærksomme på, at de ikke skal krydre med chilli på samme måde, som de gør til sig selv. Det er for de fleste vesterlændinge en kæmpemæssig ildebrand i munden. Den stærkeste chilispise man kan få, er papaya salat, som er masser af urter, salte tørre rejer og kogte krabber, der har været i en morter sammen med tonsvis af chilli. Jeg kender flere thaier, som mener, at papaya salat er for stærkt for dem.

Morgenmad

I Thailand har man ikke nogen speciel morgenmad, men det er meget almindeligt med frugt og ris. Den mest traditionelle ret om morgenen er rissuppe, som man kan få overalt. Kunsten er at finde et sted, hvor selve suppen har stået og simret med grøntsagsresterne fra dagen før, så den er kraftigt. Suppen tilsættes ris, kødboller (gris eller kylling), ristede hvidløg og lidt grønt. Så tilsætter man selv en teskefuld sukker, et par teskefulde riseddike med lidt chili, fiskesauce (Asiens salt) og lidt tørret rød chili efter behag. Jeg spiser det hver dag, når jeg er i landet.

Chili

Chili indgår i stort set al thailandsk mad. Det er vigtigt at vide, så man kan undgå de værste “ildebrande” i munden. Thaierne ved godt, at vi vesterlændinge ikke kan spise chili i de rå mængder, som de selv gør det, og husker man at sige det på forhånd, så putter de kun den mængde chili i maden, som man beder dem om. Det er vigtigt, at man klart definerer, hvad man mener med en “just a little bit”! Hvis der skal 10 røde chili i retten, og kokken kun kommer tre røde chili i maden, fordi han mener, at det er “en lille smule”, ja så har man miseren! Selv 3 af de små røde, er en ildebrand i munden, hvis man ikke er vant til chili. Så er det bedre at bede om, at han slet ikke kommer chili i retten.

Hvis man oplever en chilibrand i munden, så hjælper det ikke at drikke vand. Det eneste, der hjælper, er noget med fedt: Madolie, mælk, chokolade etc. Stoffet, der gør chili stærkt, capsaicin, opløses i fedt, og skyller man munden i fedtstof, så fjerner fedtet den brændende smerte med det samme. Jeg har præsteret at gurgle munden i kaffefløden på bordet.

Til mange retter serverer man chili opløst i olie og fiskeolie i en lille skål. Man drypper væsken ud over f.eks. risen – og vigtigst af alt ved den metode er, at man doserer chilien selv.

Hilse

I Thailand giver man ikke hånd. Man folder i stedet hænderne i en spids op mod hagen, hvilket kaldes en “wai”. Det er vigtigt, at man hilser på thai, og det fremkalder dyb respekt hos thaierne, når man gør det. Om det er helt korrekt, er de ligeglade med. Det er den udviste respekt, der tæller.

Goddag hedder Sawatdee Kha (udtales Ka), når man er kvinde og Sawatdee Khrap (udtales Kap), når man er mand. Man tager udgangpunkt i sit eget køn eller det køn, man definerer sig ud fra. I thailandsk kultur er der tre køn – mand, kvinde og det ind imellem. Man definerer selv, hvor man er. Lær det og brug det korrekt!

Mange lokale homoseksuelle mænd bruger kvindens hilsen for at fortælle, at de er en mænd til mænd, og det er en fuldt ud accepteret hilsemåde i Thailand. Der er ingen forventning om, at turister gør det samme.

Valuta

Man kan betale med kreditkort især på turiststederne, men der er ingen garanti for, at selv den mest fancy restaurant tager kort. Derfor er det en god idé altid at have kontanter på sig. Små barer og restauranter tager som regel ikke kort.

Det er en meget dårlig forretning at hæve valuta i Thailandske ATM’er. Hæver man f.eks. et beløb svarende til 2000 kr. i en hæveautomat, så trækker den danske bank typisk 35 kr. i gebyr, mens den thailandske bank også tager et gebyr på 50 kr., som trækkes fra det beløb, der kommer ud af automaten. Det betyder, at hver gang man hæver 2000 kr. så koster det reelt 85 kr. i gebyrer.

Vi regnede engang ud, at vi på 4 uger i Thailand havde hævet penge 10 gange, og dermed havde betalt gebyrer for 850 kr. Siden dengang har vi altid medbragt kontanter fra Danmark. De danske banker gør det på forskellig facon. Hos min Danske Bank bestiller man kontanter i netbanken, og så bliver de sendt med posten. Rejser man to sammen, så fordel pengene mellem jer og hav den med i håndbagagen.

Hvor mange kontanter skal man tage med? Hvis man vil spise på almindelige thai-restauranter hver dag, så er 1000 baht om dagen fint. Hvis man også er til det mere spændende verdenskøkken og mange drinks på en dag, så er vi nok i nærheden af 2000 baht om dagen per person.

Lidt eksempler: En liggestol med håndklæder på stranden 60-100 baht, en øl 80-130 baht, en flaske thai whiskey (som er rom) 1800 baht med mixere, en thai stirfried ret fx. chicken with cashew nuts 150-200 bath, et kyllingelår ved et gadekøkken 20-40 baht, sushi 5-700 baht per person, en pizza 300-600 baht.

Kongen og penge

Kongen har i Thailand næsten gudestatus, og man gør klogt i at respektere dette. En enkelt udtalelse på en bar, som nogen ikke måtte bryde sig om, kan få folk til at tilkalde politiet. Thaierne er meget, meget åbne, men lige på det her punkt er der absolut nul tolerance! Overalt hyldes kongen, og hans gule flag ses på stort set alle bygninger. Det blå flag er dronningens.

Pengesedler og mønter har et billede af kongen, så derfor skal man være påpasselig med at behandle pengesedler med respekt. Man krøller dem ikke, man træder ikke på dem, hvis de flyver bort, og man kaster ikke med mønter eller træder på dem.

Telefon

Det koster en formue at roame fra Thailand til Danmark, typisk 16-25 kr. i minuttet, og glemmer man at slå data roaming fra, så koster det cirka 100 kr. pr. megabyte. Jeg har prøvet at glemme at slå data roaming fra i knap et minut, da jeg trådte ud af flyet i Bangkok. Så hentede min telefon mail for 80 kr. indtil den vibrerende fornemmelse i lommen gjorde mig opmærksom på forglemmelsen.

Men der er en meget billig løsning. Sæt et thailandsk SIM-kort i telefonen. De fås overalt i lufthavnen, SevenEleven og Tops. Jeg vil anbefale selskabet True (i 2025 merged med Telenor/DTAC). Selskabet har 5G i de store byområder, og der er to valgmuligheder for turister: Happy Tourist og Happy Smartphone, som begge leveres med både almindeligt SIM og de små SIM-kort til iPhone. SIM kortene koster 49 baht og man kan tanke op i alle kiosker. Men det er dog lettest i SevenEleven, hvor man indtaster sit telefonnummer på et apparat på disken, hvorpå man få sekunder efter får en SMS om, at det indbetalte beløb er sat ind på taletidskortet.

Happy Tourist er et køb, brug og smid væk nummer. Køb mens du venter på baggagen i lufthavnen. Der findes pakker med et bestemt antal dages forbrug eller ubegrænset dataforbrug.

Man kan også købe et eSIM på nettet og installere det inden man lander i Thailand. Fordelen er, at så har man både sit danske nummer aktivt og man bruger data til Thailandske priser. HUSK, at det skal sættes op i telefonens indstillinger for Mobilnetværk, hvor man vælger hvilket SIM der skal bruges til data, og hvilket SIM, der skal bruges som standardtelefonnummeret. Her skal det thailandske eSIM sættes til Mobildata, og husk at ændre telefonens indstillinger, mens du sidder i flyet før du lander i Thailand, så telefonen ikke roamer dyr dansk data, når du er landet. Her et et link til at købe eSIM på forhånd https://www.true.th/en/prepaid/sim/tourist.

Har du 3 med “3 like home”, så skal du ikke gøre noget. Din telefon kobler automatisk på et af de to store netværk, som er TRUE og AIS, og du kan bare bruge løs af din danske datapakke.

Shoppe

Thailand er den fjerde største økonomi i Asien. Rejser man i de forskellige lande i Syd-Øst Asien, får man en følelse af at komme til Vesten, når man lander i Bangkoks supermoderne og effektive lufthavn og bliver fragtet i taxa til hoteller fuldt udstyret efter alle vesterlændinges forventninger.

Men man må ikke tage fejl. Forskellene mellem rige og fattige i Thailand er store og slående, men generelt set er thaierne ikke fattige sammenlignet med de øvrige asiatiske lande.. En gennemsnitsløn i Thailand ligger på omkring 600 DKK om måneden, cirka 4000 baht. Den store landbefolkning og naturalie-økonomien er dog med til at trække det beløb ned.

En almindelige kontoransat tjener omkring 7.000 baht om måneden, mens en veluddannet kontoransat tjener 14.000 baht om måneden. Gør man rent på et hotel, eller serverer man drinks for hotelgæster, så ligger dagslønnen på lovbestemte minimumsløn på 300 baht. En receptionist på et hotel tjener omkring 10.000 baht om måneden. Tallene kommer ikke fra nogen officiel statistik, men alene ved min personlige journalistiske “spørgeteknik” og læsning af Bangkok Post.

Thaierne forventer ikke drikkepenge, men det er almindeligt, at vesterlændinge – faranger – giver drikkepenge. Man kan runde op eller bare efterlade mønter. 20-50 baht er helt fint næsten uanset hvor meget, man har købt for. Det er også almindeligt dagligt, at efterlade 50-100 baht på sengen til rengøringspersonalet på hotellet.

Man diskuterer ikke prisen i stormagasinerne og i forretningerne, men man gør det med handlende på gaden. Thaierne er handelsfolk, men de er langt fra så agressive i prispolitiken, som f.eks. i arabiske lande. Lander man på halv pris eller to tredjedele af prisen, så har man gjort en ok handel.

Lad være med at byde på noget, du ikke vil købe. Det er ok at spørge efter prisen, men man kommer kun med et “modbud”, hvis man faktisk vil handle! Det er meget vigtigt, at begge parter kan gå smilende fra en handel. Det er også accepteret, at begge parter kan trække sig ud af handelen med et smil, og det sker f.eks., hvis sælgeren føler sig seriøst underbudt.

Det vrimler med kopivarer i Thailand, og man kommer sjældent ud for, at nogen forsøger at sælge kopierne som den ægte vare. Der er sådan en fælles usagt forståelse: Det her er ikke en ægte Rolex eller en ægte Hugo Boss, og derfor er prisen jo også der efter…

Men man skal tage sig i agt på et andet plan. Mange handlende ved, at de fleste turister ikke sætter sig ordentligt ind i de lokale forhold, så derfor bliver f.eks. et par “Vi ved godt begge to, at det er kopier – Levis eller Lee bukser” solgt på natmarkederne i de store turistbyer til det dobbelte af, hvad den ægte vare koster i f.eks. varehuset Central (som i øvrigt ejer Illum i Danmark). Et par almindelige, ægte Levis eller Lee koster 900 til 1400 baht.

Tax Refund

Mange steder reklamerer butikkerne med, at man kan få “tax refund”. I praksis betyder det, at man får momsen på 7 procent retur. Det kræver, at man har sit pas med i forretningen, og udfylder en kæmpe formular. Jeg har udnyttet det et par gange ved meget store køb, fx et kamera og en iPhone. Her er grundprisen i forvejen lav, og får man 7 procent oveni, kan de penge godt være værd at tage med, selv om proceduren er kompliceret.

For at man kan få momsen retur, skal man fremvise det, man har købt. Tolderne er ligeglade med, om man har brugt kameraet, men kan skal kunne fremvise det købte med det korrekte serienummer og/eller den originale emballage. Det skal man gøre INDEN, man checker ind i Suvarnabhumi Airport. Tolderne sidder i den modsatte ende af den enden man ankommer til, så man kan lige så godt bede chaufføren om at køre hele vejen til enden af afgangsterminalen.

Man skal fremvise kvitteringen, den gule formular fra forretningen og pas. Når tolderen har set varen, får man et stempel på den gule formular, og så kan man få pengene tilbage INDE i afgangshallen. Det er lidt komisk, at man så får momsen tilbage i baht, når man er på vej ud af landet, men sådan er det. Så har man lidt grundkapital sin den næste tur til Thailand eller til en af de dyre sandwich i afgangshallen.

Tidsregning

Thailand har ikke sommertid – der er sommer året rundt. Når vi har vintertid i Danmark, er tidsforskellen 6 timer, og når vi har sommertid, er tidsforskellen 5 timer.

Thailand er 543 år forud for vores gregorianske kalender. År 2025 er i Thailand (2025+543=) år 2568. Dage og måneder følger den gregorianske kalender, så thaierne fejrer nytår på samme tid som os.

Sociale Medier

I Asien er det mest almindeligt, at man bruger Apps til chat frem for SMS. De to mest udbredte Apps, som stort set alle bruger i Thailand, er WhatsApp og japanske LINE. Mange unge bruger slet ikke deres browser til noget, fordi LINE næsten er et Facebook lignende produkt. iPhone er ikke nær så udbredt i Asien som i USA og Europa. Lad være med at tage for givet, at personen, du taler med eller ønsker kontakt med, har råd til en smartphone.

Vaccinationer

Tjek de aktuelle anbefalinger om rejsevaccinationer fra Statens Serum Institut. Difteri, stivkrampe og Hepatitis A og B anbefales som et minimum.

Thailand Digital Arrival Card

Før i tiden skulle man sidde i flyet og udfylde et Arrival Card. Det er slut nu. I stedet skal man TIDLIGST 72 timer før, man lander i Thailand udfylde et digitalt arrival card på nettet. Det er gratis, og der kun et officielle link: https://tdac.immigration.go.th. Tag dig agt for fake sider! Man kan udfylde det på sin mobiltelefon, men jeg vil nok anbefale at gøre det på en Mac eller PC, fordi det er mange informationer, der skal tastes ind i et skema på skærmen. Man skal bruge sit pas, information om flyet – også flyet ud af Thailand igen – og adressen på det hotel eller sted, hvor man skal opholde sig.

Det tager tid at udfylde det, men omvendt går det nu betydeligt hurtigere, når man skal ind og især når man skal ud af Thailand. Ved entry skal man have et stempel, og som dansker får man 60 dages ophold uden visum. Når man skal ud igen, skal man ikke stå i kø, men blot gennem en automat, der scanner passet.

Massage

I Thailand er der massage, og så er der massage. Alle kan stort set massere fra barnsben især hvis de er født på landet, hvor massage ofte er nødvendigt efter en hel dag i rismarken. Og så er der massage på turiststederne, hvor der er et hav massagesteder. Hvis et butikslokale står tomt, så er det næsten helt sikkert, at det bliver lejet ud til massage, fordi det blot kræver investering i nogle massagestole og arbejdskraften kræver ingen uddannelse. De har lært det hjemmefra. Og så er der massagesteder, hvor der er forskellige stilarter, der koster en del ekstra til massøren.

Uanset hvad, så skal massøren have drikkepenge, som de lever af, og det er 100 baht for en massage, og dem betaler man i åbenhed ved udgangen. En fodmassage i Bangkok koster typisk 350 baht for en time, mens den i Pattaya koster 250 baht. Kommer man ud på landet falder prisen til 150 baht for en time.

Og så er der de massagesteder, hvor massørerne faktisk er uddannede på en af de mange klosterskoler, hvor skolen på Watpo i Bangkok er den mest berømte og prestigefyldte. Mange klostre tilbyder unge en uddannelse som massør, hvor “prisen” er, at de får mad, mens de går på skolen, men at de så også hjælper og arbejder for munkene f.eks. i marken. Uddannelsen tager 1 til halvandet år, og eleverne får efterfølgende et eksamensbevis, som også tjener som en licens til at arbejde som massør.

I Jomtien ansætter ejeren kun uddannede massører på Burirom Health Massage. Deres licenser hænger på væggen, og de er virkelig dygtige massører. Han man et specielt muskelproblem, så sig det til dem. De ved præcis, hvordan det skal håndteres.