Hvilken rygsæk skal man købe? Hvordan finder man de bedste vandresko? Hvordan udvælger man den bedste rejsegarderobe, hvor tøjet kan bruges i mange sammenhænge? Hvordan pakker man tøj, sko og udstyr, så det passer dig og rejsemålene? Hvad skal der grundlæggende med på en pakkeliste?

Denne rejse- og pakkeguide giver dig svaret og lidt til. Du har tidligere kunnet finde denne guide på backpacker.dk og Turen går Til, tgt.dk. Her er originalen, som jeg løbende holder opdateret.

Hovedet

Uanset om du vandrer i højfjeldet eller slikker solskin på stranden i Thailand, har du brug for at beskytte hovedet mod kulden eller solen. Husk, at legemets største varmetab – 50 procent – er fra hovedet.

Der er igen regler for hovedbeklædning. Klæd dig efter behag, men sørg for, at du f.eks. i varme egne bruger en hovedbeklædning, som gør det muligt at svede. Der er intet så ulækker, som en bomulds-cap, hvor sveden opsuges af nylonremmen og trækker ud som store skjolde på ydersiden. Når du når dertil, skal du se dig om efter en ordentlig tropehjelm eller en stråhat. Det er fortrinlig hovedbeklædning, der som regel kan købes på stedet.

Vær opmærksom på, at du også skal beskytte din nakke mod solen. Der findes specielle caps, der har et lille “slag” ned i nakken. Det ser ikke særlig smart ud, men det er nødvendigt, hvis man går meget rundt i tropesolen.

Halsen

Skal man beskytte halsen mod kulde, investerer de fleste af vane i et halstørklæde. Men prøv lige at tænke på, hvor meget ubrugt stof, der hænger ned på brystet eller ryggen. Det fylder også i rygsækken. Det er en langt bedre idé at bruge ”et rør” – en halsedisse eller på engelsk en neck gaiter – som du trækker ned over hovedet og binder under hagen med en snor eller endnu bedre en elastik. Brug typen med elastik frem for typen med en tøjsnor. Elastiktypen bliver på plads under hagen, mens snortypen har det med at krybe ned midt på halsen.

Hænder

Brug vanter efter behag. Uld holder dine fingre varme selv om vanterne er våde, mens nylon og fleece er bedre til at sky vandet. Skal vanterne bruges til at stå på ski, skal de være vind- og vandtætte.

Arme

Armene beskytter du med solcreme eller en langærmet skjorte.

Kroppen

”Lag på lag” hedder det system, som det meste rejse- og outdoor-tøj i dag er opbygget efter. Systemet er i oprindeligt lavet for, at man kunne holde sig tør og varm i kolde områder ved f.eks. skiløb, fjeldvandring, bjergbestigning og anden aktiv sport. I dag er systemet imidlertid så udbredt, at man udmærket kan bruge det, når man skal pakke til f.eks. en jordomrejse, hvor man passerer gennem flere forskellige klimabælter. Det handler kort og godt om at kombinere de dele, der indgår i de tre lag:

Inderlaget: T-Shirt eller undertøj, der er svedtransporterende, så fugten transporteres væk fra huden. Det vigtige er, at man i den forbindelse ikke bruger bomuld, fordi bomuld suger fugten til sig og får tøjet til at lægge sig koldt og klamt ind mod huden.

Mellemlaget: En varm uldtrøje eller en fleece. Ulden suger fugt, men den holder sig trods fugtigheden varm. Bedst er en fleece, fordi den ikke suger fugten, men lader den passere til yderlaget.

Yderlaget: En vind- og vandtæt skal, som tillader fugten at passere fra indersiden til ydersiden, så svenden kan komme ud, men regnvandet ikke kan komme ind. Et hav af producenter bruger materialet GoreTex, men der findes en masse andre materialer, som har samme virkning. De hedder bare noget andet.

Hvis man skal en tur jorden rundt og begynder en kold januardag med at stige af flyet i Seattle, så har man god brug for at have alle tre lag på.

Går turen videre til Fiji ruller man skal-jakken sammen og lægger den i en pose dybest nede i rygsækken. Den skal kun op, hvis den skal bruges som regnjakke. T-shirten eller undertrøjen bruger man som daglig beklædning, mens fleecen kan fungere som aftentrøje/jakke.

Der findes et stort udvalg af ”teknisk” beklædning af denne type, og det har nogle gevaldige fordele frem for f.eks. den almindelige bomulds-T-shirts. I modsætning til bomuld, der fungerer som en svamp, så suger disse kunstoffer ikke fugt til sig, så man kan bruge tøjet i længere tid, før det f.eks. kommer til at lugte af sved. Det er let at vaske ved lave temperaturer i en håndvask, og det tørrer meget hurtigere end bomuld, fordi det ikke ”holder på vandet”. Stofferne er også mere slidstærke end bomuld.

Men ”tekware” er også lidt dyrere end en god f.eks. sportstrøje, og derfor skal man se sig godt for. En svedtransporterende T-shirt kan med fordel købes i en sportsforretning frem for en outdoor-butik. Og går turen forbi USA, bør man vente med at købe de ting, man ikke lige har brug for at have på kroppen, indtil man kommer der over.

I USA koster selv de store outdoor-mærker halvdelen til to tredjedele af den danske pris – også selv om en dansk ekspedient engang forsøgte at bilde mig ind, at der var forskel på en kendt mærkevares bjergjakke. ”Europæerne vil ikke nøjes med den dårlige kvalitet, som amerikanerne får. Derfor er der forskel,” bedyrede han. Jeg kan derimod bevidne, at det er der ikke. Hop aldrig på den slags salgsgas, når det handler om kendte mærkevarer.

Køber du i Danmark, skal du være opmærksom på, at de store outdoor-butikker giver rabatter på 10-15 procent, hvis man forlanger det. Står du med et større køb, skal du holde på, at du vil have rabat også selv om de har regler om, at købet skal være over et bestemt beløb. Du skal vide, at avancerne i tøjbranchen er så høje, at fortjenesten gøres op i procenter med tre cifre.

Hvis de ikke vil give dig rabat, så køb et andet sted eller køb på Internet. De store mærkevares garanti gælder også her hjemme.

Benene

Bukser og shorts skal først og fremmest være praktiske med mange lommer, og de skal sidde løst – især hvis man skal til tropiske eller subtropiske egne. Her gælder samme regel som med tøjet til overkroppen, at bukser i kunststof er mere slidstærkt end bomuld, og det ånder bedre, når man sveder meget.

Undgå jeans. Prøv at veje et par. De vejer tæt ved et kilo. To par vejer det samme som en almindelig pose kartofler, og hvor sjovt er det at bære rundt på den vægt? Men det bliver værre, når man skal vaske dem på en rejse. De skal hænge mindst et døgn på et hotelværelse, før de er tørre, fordi de suger vand til sig som en svamp.

Jeg anbefaler bukser i moderne kunststoffer. Fibrene suger ikke vand, så de tørrer på en nat, de vejer 2-300 gram, og de fås i mange “travel-udgaver”, så de passer både til alslapning og i en sort udgave også til besøg på den finere restaurant.

Det er populært med bukser, hvor benene kan lynes af, så de kan anvendes både som shorts og som lange bukser til om aftenen eller ved et besøg i en kirke eller et tempel, hvor man skal være passende klædt på.

Vær dog opmærksom på, at det kan være særdeles ulækkert at tage et par lange bukser på om aftenen, når man har svedt i dem hele dagen ved stranden eller på vandreturen. Det ser faktisk ret komisk ud med en møgbeskidt overdel og en helt ren underdel. Personligt foretrækker jeg et par rigtige shorts og et par lange bukser uden lynlås i benene, selv om det øger vægten i rygsækken med et halvt til et helt kilo.

Når det gælder shorts, så er mit råd at have både et par “pæne” og et par mere afslappede i tasken. De afslappede skal kunne bruges til både strandturen og til badning. Man kan købe shorts, der er lavet til kano og rafting. De er lidt kedeligere at se på end et farvestrålende par surfingshorts, men til gengæld kan et par ensfarvede shorts godt give adgang til en kirke eller et museum. Et par spraglede surfbukser bliver ofte afvist som upassende påklædning.

Underbukser og trusser kan man også få i kunststoffer, der tørrer hurtigt efter vask. Køb farvede bukser, der ikke syner så tydeligt beskidte som hvide. Man kan godt vænne sig til at bruge de samme underbukser i to dage, når det virkelig er nødvendigt, f.eks. ved trekking. På den måde kan man “halvere” antallet af bukser eller antallet af vaskeomgange.

Sørg for, at du har det undertøj med dig, som du regner med at komme til at bruge på en rejse. Det er vigtigt, fordi undertøj bliver lavet i andre faconer og former, når man kommer til udlandet, og derfor kan man ikke altid lige købe et ekstra passende par, som man f.eks. kan det med en bluse eller et par bukser. Kommer man f.eks. uden for Bangkok i Thailand, må man opsøge en skrædder for at få sig et par XL underbukser.

Fødderne

Fodtøjet er noget af det absolut vigtigste, hvis man vil have en behagelig tur. Går turen til kølige himmelstrøg, kan man nøjes med et par solide vandrestøvler eller sko, og går turen til varmere himmelstrøg skal vandrestøvlerne suppleres med vandresandaler.

Når du vælger fodtøj, så tænk dig godt om, når det gælder design og farver. Hvis du planlægger at bruge dit fodtøj både på stranden, i bjergene og på det lokale diskotek, har du et problem, fordi dørmanden på diskoteket formentlig vil afvise dig, hvis du ikke har et par “pæne” sko på. Her gælder det om at vælge stil, så fodtøjet passer til din kombination af gøremål og passer til en dresscode, der ofte er meget stram i Asien, USA, Sydamerika, Afrika og Australien. Jeg har oplevet at blive afvist ved døren til et diskotek i Sydney ved Mardi Gras, hvor alle var klædt ud. Jeg var i mørke strømper og sandaler – faktisk et diskret og pænt par – det gik bare ikke.

Vandrestøvler skal være solide og vandtætte. Sørg for at imprægnere dem grundigt inden du rejser. Det er en smags sag, om man køber vandrestøvler eller vandresko, men ved du, at du skal gå rundt med rygsækken både i naturen og i byerne, er det vigtigt, at du bruger en støvle, der kan støtte dine ankler. Det ved man, når man bare én gang har forvredet foden på noget så simpelt som en kantsten.

Sålen i en vandrestøvle til all round brug er mellemhård. Sålen i en støvle til vandring i bjerge er hård. Det vigtige er, at sålen skal være så hård, at man ikke har nogen som helst fornemmelse af underlagets beskaffenhed. En blød sål i en almindelig sko er kun behagelig, lige når man får den på. Den fortæller dine fødder alt om underlaget, og i løbet af kort tid får man ondt i fødderne bare af at gå rundt på fortovet i en storby.

Overdelen kan være af læder eller kombineret med kunststof og læder. Det er en smagssag, hvad man kan li. Formålet med at kombinere kunststof og læder er, at få vægten på støvlen ned.

Støvlen skal være forstærket i snuden og i hælen, så du ikke får ondt i tæerne, når du ramler mod sten.

Når du køber støvler, er det en gammel skrøne, at de skal gås til. De skal simpelthen passe fra første færd, så køb dem i en butik, hvor du virkelig får vejledning, og hvor du har en fornemmelse af, at ekspedienten ved, hvad vedkommende snakker om. En forkert valg kan være forskellen på en god og en dårlig rejse.

Får du ikke en ordentlig vejledning, er der et sæt regler, som enhver kvalificeret ekspedient kender. Hos de gode forhandlere har de en skrå træplade, som du kan gå op og ned ad. Tag et par tykke sokker på hjemmefra eller lån nogle sokker hos forhandleren. Find en støvle i det nummer, du plejer at bruge i almindelige sko og mærk, om den passer dig. Den er ofte et nummer for lille, så bed om et nummer større.

Prøv støvlerne på begge fødder, for ingen har fødder, der er lige store. Snør støvlen godt til, og sørg for at snørebåndene er sat rigtigt i – ikke noget med, at de kun går gennem hvert andet hul.

Når du går op ad træbakken, må støvlerne ikke svuppe, og de må ikke klemme hælen. Hvis de gør det, er de for smalle.

Når du går ned ad bakken, må du højst kunne få en blyant ned mellem støvlen og hælen og din storetå må ikke gå imod støvlesnuden. Der skal være luft mellem storetåen og støvlesnuden.

Hvis du kan mærke støvlesnuden, skal du gå et nummer op. Lad være med at gå et halvt nummer op, men altid et helt, fordi dine fødder svulmer op, når du vandrer. Det kan være meget slemt i troperne. Det er bedre at købe støvlerne et nummer for store end for små. Det sidste kan man nemlig ikke kompensere for ved hjælp af strømper.

Har forhandleren ikke en skråplade, skal du bede om at få lov til at gå op og ned ad trapper. Findes det ikke, så få en garanti for, støvlerne kan byttes, og test dem på trapper lige efter, du har købt dem. Ved trappetesten skal du være opmærksom på de samme ting, som ved testen på en skråplade.

Der er også en god portion psykologi forbundet med køb af vandrestøvler. Mange kommer i konflikt med sig selv, når de finder ud af, at de faktisk skal have en størrelse 47 selv om de plejer at bruge 45 i almindelige sko. Jeg har set folk købe en størrelse 46, fordi de ikke mente, at ”det kunne da ikke være rigtigt”. Gør det aldrig!! Køb den støvle, der passer foden og ikke den, der passer hovedet.

I tropiske og subtropiske egne kan støvlen være for varm til dagligdags byture, og derfor er det klogt med et par sandaler. For bare 10 år siden kunne man ikke få sandaler med en hård sål, men i de senere år har flere fabrikanter lanceret sandaler med samme hårde såler som dem, man anvender i vandrestøvler. De koster ikke mere end andre sandaler, men de støtter foden langt bedre end et par bløde sportssandaler, og man kan ikke mærke småstenene gennem dem. Det bliver fødderne noget så trætte af.

Skal sandalerne også bruges til vandsport, skal du være opmærksom på, at sandaler med læderstropper og læder i sålen tørrer meget langsomt, og de kan være lige så ubehagelige, som de er behagelige, når de er våde.

Sokker er blevet en vare, som i dag fremstilles til også at kunne bruges i troperne. Der findes et hav af gode sokker, som er strikket efter, om man skal ud i ekstreme kuldegrader, eller om man skal vandre rundt i Australiens varme outback. Flere producenter har sokker, der er tynde oven på foden og tykke på siderne og under foden. Den type kan jeg varmt anbefale sammen med en helt tynd indersok i kunststof, der kan transportere svenden væk fra huden. På den måde undgår man at få vabler, og foden føles ikke alt for varm.

Sokker i kunststof som f.eks. CoolMax køler, når der er varmt, og efter vask tørrer de på en nat, fordi de i modsætning til uld og bomuld ikke suger vandet til sig.

Rygsækken

Den første og største fejl, man kan begå, er, at købe en rygsæk efter dens rummål.

”Jeg skal være hjemmefra i mange måneder, så den skal være stor.” Resultatet er, at man slæber rundt på en tung rygsæk, der ikke passer til ryggen. Alle rygsække har nemlig den ”menneskelige” skavank, at bliver fyldt til randen. Også selv om man lover sig selv, at der skal være plads til indkøbene og gaverne.

Når du køber rygsæk, skal du være opmærksom på, at der i dag laves rygsække for kvinder og for mænd. De er lavet, så de passer til de to køns typiske anatomi.

Køb aldrig en rygsæk, som du ikke har prøvet med vægt på. Det er den eneste måde hvorpå, du kan konstatere, om den sidder rigtigt uanset, hvor gode justeringsmuligheder producenten måtte have indbygget.

Før du tager rygsækken på, skal du løsne alle stropperne i skuldrene og i hoftebæltet. Der efter tager du sækken på ryggen og placerer først hoftebæltet på toppen af hoftebenet og strammer bæltet godt til. Derpå strammer du skulderstropperne, og har sækken også ekstra balancestroppe oven over skulderstropperne, strammer du dem. Har den stabilisatorer på hoftebæltet, justerer du også dem, til det føles behageligt, og sækken hviler på hofterne.

Bed om at få lov til at kigge i et spejl. Vend siden til og se efter, at skulderstropperne lægger sig rundt over skuldrene og går nedad til det sted, hvor de er fæstet til rygsækken. De må ikke ligge vandret, fordi du dermed trækker sækken i stedet for at bære den. Er der et træk, skal sækken justeres nedad i ryggen. Kan sækken ikke justeres yderligere, er den for stor. Vær opmærksom på den detalje, for det her de fleste begår den dumhed, som gør forskellen mellem en behagelig og en ulidelig tur med sækken på ryggen.

Når du pakker sækken er reglen, at: 1) de tungeste ting skal ligge tæt ved ryggen så højt oppe ved skulderbladene som muligt, og 2) det mindst vigtige skal i bunden. Hvis rygsækken også kan åbnes med lynlåse på fronten eller i siderne gælder kun regel nummer et!

Husk de to regler og glem alle de underlige regler, du kan finde i rejsebøger, hvor man kan se diagrammer af gennemskårne sække fyld med ting, som man alligevel aldrig kunne finde på at fylde i dem.

I dag kan man købe rygsække, som kan åbnes i toppen på traditionel vis og lynes op foran som en kuffert. Til en tur jorden rundt er den type nok at foretrække, fordi de er lettere at pakke, og man kan lettere finde sine ting. Men det er vigtigt, at lynlåsene er solide og dobbelte, så man kan sætte en hængelås på. Der findes mange små pilfingre, når sækken ligger på toppen af en bus eller på et lad.

Organiser dit tøj i netposer eller gennemsigtige plastposer, så du kan se, hvad poserne indeholder. Det gør det lettere at pakke og holde orden i sækken. Du kan også pakke i forskellige plastposer, som knitrer eller føles forskellige. På den måde kan du med hånden og fingrene finde frem til den rigtige pose i sækkens dyb.

Fodtøj skal pakkes i solide nylonposer. Bukser, skorter og T-shirts skal lægges sammen på langs og rulles sammen i pølser, så de ikke bliver krøllet. I dag kan man købe firkantede ”nylon-kuber” til sammenrullet tøj (de kan også bruges som hovedpude) og ”konvolut” formede halvhårde pak-foldere til skjorter, bukser og poloer, der gerne må se lidt pæne ud. Jo bedre du organiserer dine ting i, jo mere får du plads til i sækken.

Lad være med at pakke rygsækken to timer før, du skal rejse. Gør det et par dage før, så du får en god fornemmelse af, hvor meget tingene fylder, og hvordan de kan ligge i forhold til hinanden. På den måde får du også god tid til at træffe de svære beslutninger om, hvad man skal tage med, og hvad man synes kunne være behageligt at have med. De fleste gange ryger det behagelige ud til fordel for det nødvendige, men processen er psykologisk vigtig inden en længere rejse.

Invester i en transportpose til hele rygsækken eller brug en solid kartoffelsæk. I den ligger rygsækken godt på flyrejsen og på taget af en bil. Der findes ikke noget mere irriterende end et knækket plasticspænde, der skal holde skulderstroppen på plads. Der kan ryge en hel dag på den konto, hvis man skal finde en, der kan reparere sækken. Folk, der pakker bagage i fly er på ingen måde skolet til at behandle rygsække blidt – tværtimod.

Soveposen

På en rigtig backpacker tur jorden rundt er den pragtfulde ekstremsovepose absolut overhovedet ikke sagen. Det viser sig nemlig ofte, at soveposen uanset vægt og komfort er et upraktisk onde på sovesalen eller i gæstehuset, hvor luften står stille, og cikaderne synger udenfor.

Den første gang, jeg var i Afrika, var jeg så dum at tage min Ajungilak Igloo sovepose med. Man ved jo aldrig… jeg havde jo set en naturudsendelse med skorpioner i Saharas ørken. De overlevede trods frostgrader om natten…

Helt ærligt. Jeg havde ikke den sovepose ude af pakposen en eneste gang i 10 uger på min færd gennem Tanzania. Jeg klarede mig med min gamle lagenpose af bomuld.

Skal du på en tur, hvor der er mere end 10-15 grader nattegrader i det rum eller det telt, du skal drømme i, så drop alle de fine fornemmelser og køb en billig, tynd sovepose velegnet til plusgrader over 15. Producenterne kalder dem sommerposer eller ”lite”. Det vigtige er, at den højst vejer et kilo, og at den kan puttes i en kompressionspose, så den ingenting fylder i bunden af rygsækken. Er sækken ikke leveret i en kompressionspose, så køb en. Den kan få soveposen til at fylde det halve.

Brug hellere nogle penge på en lagenpose af bomuld – eller to, så den ene kan bruges som tæppe på stranden. Den ene kan f.eks. være en faconsyet lagenpose af silke. Den vejer ingenting (120-140 gram), den fylder ingenting, den tørrer i løbet af ingen tid, den er kølig om natten i troperne og den kan hæve temperaturen i sommerposen med op til 10 grader, hvis det virkelig er koldt.

Er du normalt ikke en frossenpind, kan du i troperne og subtroperne nøjes med at medbringe en silkelagenpose og låne et tæppe, hvor du kommer frem. Vi skandinaver har en tendens til at pakke en rygsæk, som om vi skal på vandretur i området omkring Thule. Jeg har sovet med uldtæpper i tre tusind meters højde og bidende kulde i Lesotho. Det kan man faktisk godt holde varmen ved – det gør de lokale nemlig hver nat.

Telt

Der findes et hav af gode telte på markedet i dag. Hold dig fra de billigste, der oftest er lavet af dårlige og ikke særlig slidstærke materialer. Ofte har de tynde, runde pløgger, som ikke kan holde til noget som helt – end ikke at blive banket ned i jorden. Pløgger skal være flade og helst V-formede.

Men man kan næsten slippe for bankearbejdet, hvis man investerer i et moderne kuppel eller tunnel telt, som stort set kan stå af sig selv på næsten hvad som helst. Skal det bruges i troperne, er det vigtigt, at det har gode udluftningskanaler og kan bruges uden oversejl. Det kan også være et plus, at der er myggenet i mindst den ene teltåbning.

Står du over for at skulle købe telt for første gang, skal du være opmærksom på, at et tomandstelt ikke er ret stort – man kommer til at ligge meget tæt. Jeg vil vælge et tremandstelt til to personer. Så er der plads til at brede sig og til at have lidt større ting liggende inde i teltet, mens man sover – f.eks. en rygsæk.

Vægten er vigtig. Når man køber et dyrere telt, betaler man de ekstra penge for lav vægt og bedre materialer. Når det gælder telte følges pris og kvalitet nogenlunde ad.

Liggeunderlag

Liggeunderlag er en videnskab i dag. De gammeldags tynde skummåtter er blevet afløst af selvoppustelige underlag, som er dejlige at sove på. Problemet er bare, at de efter min mening fylder alt for meget. Jeg foretrækker en luftmadras af den type, hvor man puster hver kanal op med munden. Det kan pakkes sammen til næsten ingenting, og vejer under et halvt kilo.

Jetlag

Jetlag er et problem, som de fleste overser i planlægningen af rejser. Man kan til en vis grad planlægge sig ud af problemet samtidig med, at man bruger psykisk og fysisk styrke på at holde sig vågen.

Uanset hvad du måtte finde af gode huskeråd, så findes der kun en eneste regel, som også flypersonale lærer:

Indret dig altid på den lokale tid.

Det lyder enkelt, og det er det. Her er nogle eksempler på, hvordan du i praksis bærer dig ad.

Du skal rejse fra København til Seattle. Tidsforskellen er minus ni timer, eller sagt på en anden måde: Din rejsedag bliver ni timer længere. Derfor er det vigtig, at du tager et fly, som lander i Seattle, så sent på dagen, som overhovedet muligt, fordi du skal gå i seng sammen med ”de lokale”. Reglen er, at man tidligst må gå i seng klokken 10 om aftenen.

Lander du klokken 16 om eftermiddagen, skal du med andre ord holde dig vågen seks timer efter, du er landet for at følge ”den lokale” dagsrytme.

Begynd forberedelserne når du sætter dig i flyet, og stil dit ur om til den lokale tid på bestemmelsesstedet. Sov eller døs for at klare dig igennem den lange dag. Et par ”mørkebriller”, gør det lettere at sove. Drik rigeligt i flyet, fordi man bliver træt og ukoncentreret, når man ikke får væske nok. Hold dig fra den gratis alkohol, men er det nødvendigt med et par øl, for at kunne sove nogle timer, så drik dem.

Når du når frem, er du helt sikkert meget træt, men nu gælder det om at holde ud. Det bedste metode er, at finde stedet, hvor du skal bo, få et bad og gå udenfor. Hvis du fristes til at lægge dig på sengen, falder du med garanti i søvn og sover igennem, så du vågner midt om natten lokal tid, og så kan regne med at skulle bruge op mod en uge på at få vendt den rytme. Hvis du derimod holder dig vågen og går i seng til ”normal” sengetid, vågner du næste dag ved 6-8 tiden om morgenen og føler dig udhvilet.

Den første dag det nye sted, skal du bruge til at slappe af, og det er særdeles vigtigt, at du opholder dig udenfor, så du kan se dagslys. Din hjerne indstiller dit indre ur efter lyset, og derfor vil en tur ved stranden, ude i naturen eller bare shoppingture hjælpe dig. Du skal være udenfor, når det bliver mørkt, så din hjerne registrerer mørket. Husk at gå i seng ”med de lokale” og allerede på den anden dag vil du opleve, at du er røget ind i døgnrytmen.

Jeg har brugt denne metode et utal af gange. Jeg har også prøvet at dumpe i, og lægge mig til at sove på hotelværelset, når jeg kom frem. Det har kostet mig så meget ubehag i form af træthed, svimmelhed og kvalme, at jeg aldrig gør det igen. Jeg beregner altid en ”komme ind i rytmen dag”, når jeg rejser over mange tidszoner. Skal jeg f.eks. til et møde om mandagen, rejser jeg om lørdagen, så jeg har søndagen til at ”være ude i”. Så er man klar til at sætte sig i et konferencelokale om mandagen, eller til at pløje alle de mørke gallerier igennem.

British Airways har lavet en sjov Jetlag Rådgiver.

Pakketips

Da jeg var barn holdt jeg altid sommerferie hos min farmor og farfar på Læsø. Dengang som nu var der mange tyske turister på øen, og på regnvejrsdage sad min farmor og jeg tit og kiggede ud på stranden og havet. Men de tyske turister sad ikke inde og kigge ud på regnen som os. De var der ude på stranden iklædt gule regnsæt fra top til tå. Altid. Og det får mig til at tænke på det gamle ordsprog om, at “der ikke findes dårligt vejr, men kun dårlig beklædning”.

Den barndomsoplevelse har lært mig, at det altid er klogt at rejse med en jakke og nogle gange også et par bukser, der er fuldstændig vandtætte. Goretex kan både ånde og holde vandet ude, samtidig med at jakkerne fås i alle mulige farver, designs og farver.

Farver er vigtige, når man rejser. Hvis man skal til et budistisk land, er den gule farve munkenes farve, og den går almindelige mennesker ikke med. I Afrika og Asien klæder man sig pænt på om søndagen. Jeg har oplevet børn i hvide skjorter og sorte bukser/nederdele i selv den mindste flække i Tanzania og Zambia.

Tænk i øvrigt grundigt over, hvilke farver du vælger, når du køber tøj, der skal kunne bruges i flere sammenhænge. En rød fleecetrøje lyser op i sneen på en skitur eller en vandretur i bjergene, men skal den senere kunne bruges som aftenjakke i troperne, så kommer kan ikke ind i en pæn restaurant med den på. Vælg en sort eller en mere neutral farve, der også kan passe sammen med et par bukser eller en nederdel.

For os vesterlændinge er shorts en behagelighed i troperne, men vær opmærksom på, at bare ben ikke er accepteret i alle kulturer f.eks i den tredje verden. Brug øjnene, hovedet og spørg dig for. Et par lette og løse lange bukser kan være lige så behagelig og beskytter i øvrigt mod solen.

I Australien er det i øvrigt muligt at købe langærmede T-shirts med påtrykt solbeskyttelses-faktor effekt. De sælges af den Australske pendant til Kræftens Bekæmpelse. De beskytter kraftligt mod solen, men slipper tilstrækkeligt sol igennem til, at man bliver brun. Derfor skal man alligevel holde øje med, at man ikke bliver skoldet – men man slipper for det klistrede solcreme.

Det kan også være en idé at tage tøj med sig, som man skiller sig af med på turen. Har man en god T-shirt, som alligevel var på vej i genbrugscontaineren, kan man sagtens opleve, at nogen gerne vil have den, specielt i tredjeverdenslande.

Jeg har i Tanzania prøvet at stå med tre teenagedrenge, der ville stå på hovedet for at få en gammel Addidas T-shirt, som jeg havde på. Vi trak lod. Den kom til at koste vinderen to bananer, som jeg havde spottet, at han havde i en kurv. På den måde fik vi psykologien på plads og gennemførte en handel, så han købte en billig T-shirt, og jeg var ikke en rig vesterlænding, der delte almisser ud. Jeg glemmer aldrig hans glade øjne, og det knus jeg fik, da vi havde handlet.

Pakliste:

Solbriller
Hat
Schweizer-kniv (i indtjekket bagage)
Hængelås med kæde
Foldekopper
Lommelygte
Kamera
Sygrej
Bukser
Kjole eller sharong
Shorts
Underbukser/trusser
T-shirts
Skjorter/bluser
Jakke
Fleece
Sokker
Vandrestøvler
Sandaler
Pæne bukser (tynde)
Håndklæde
Sovepose
Liggeunderlag/madras
Telt

Toiletgrej:
1. Tandpasta
2. Tandbørste
3. Deodorant
4. Negleklipper
5. Kodimagnyler
6. Acinil mod mavesyre
7. Fugtighedscreme
8. Barbermaskine
9. Skraber
10. Bind
11. Myggebalsam
12. Solcreme
13. Imodium mod diaré
14. Malaria medicin
15. Kondomer

Pengekat:
1. Pas
2. Rejsechecks
3. Kreditkort
4. Billetter
5. Kopi af billetter
6. Forsikringspolice

Tips og tricks

Hvad gør man, når bare skal, og man ikke har nogen steder at gøre af den store rygsæk, og toilettet er for lille til både en selv og rygsækken? Løsningen er en lille stålkæde og en hængelås. Med kæden fæstner man sækken til en solid pille eller stolpe, helst lige uden for toiletten, så man kan holde øje med sækken gennem en revne eller sprække i toiletdøren. Man offentlige toiletter har vægge, der ikke når helt ned til gulvet, og så kan man se bunden af sækken, hvis man kan fæstne den lige udenfor.